Verdens Bedste Blog: Naebdyr, Whitsunday Islands & Blues Festival

Hej med jer derhjemme!

Redaktionen paa Verdens Bedste Blog har vaeret paa haardt arbejde og endnu en dugfrisk opdatering er nu paa gaden.

Sidst i hoerte fra os befandt vi os i Rockhampton, hvorfra der ikke er meget at skrive hjem om. Vi bevaegede os derfor videre nordpaa til Mackay, og overnattede i den naertliggende Cape Hillsborough National Park. Trods overskyet vejr var det ikke til at overse stedets skoenhed, med regnskovsbeklaedte bjerge, sandstrande og palmer med kokosnoedder. Desvaerre kunne vi ikke rigtig bade i vandet, idet et vaeld af doedbringende skabninger ligger og venter. Stingersaessonen er endnu ikke helt overstaae, og badening uden "stingersuits" fraraades. Derfor bliver vi paa stranden. Man vil jo noedig grilles af en vandmand, eller aedes af en krokolisk for den sags skyld! Det tropiske Queensland har i det hele taget medbragt sig et helt nyt vandbaarent segment af den australske fauna, som det kan betale sig at vaere paa vagt overfor. Slangerne er efterhaanden den mindste bekymring.

Vi havde fra Mackay og Cape Hillsborough National Park let adgang til Eungella National Park som ligeledes er en regnskovslomme naer kysten. Vi maatte tvinge vores stakkels Kia over endnu en bumlet grusvej, og naar det ikke var grus vi koerte paa, var det vandloeb, der krydsede vejen. Emil matte flere gange gaa foran bilen og maale vanddybden, foer vandloebene kunne krydses. Vores besvaer blev dog beloennet, da vi til sidst naaede frem til et idyllisk og badevenligt vandhul naer Araluen Falls.
Eungella National Park er kendt for at huse det karakteristiske, australske naebdyr. En spoejs skabning, som bedst kan beskrives som en 1/3 and, 1/3 baever og 1/3 odder. Igen maatte Kiaen piskes over 20 kilometers stejl og kurvet vej foer vi kunne tage stilling ved siden af et vandhul, hvor det skulle vaere muligt at iagtage den saere skabning. Vi havde ikke de store forhaabninger, men det lykkedes os imod al forventning at spotte baade naebdyr og skildpadder. Succes!

Med vores travle rejseplan matte vi, efter vores eventyr i nationalparkerne naer Mackay, skynde os videre nordpaa til Airlie Beach, en festby, der funger som havn for de mange baade, der sejler turister ud til Whitsunday Islands. Det var en umulighed for os at finde overnatning, da vi ankom.
Vi var for sent fremme - alt var lukket, og penge til fine hoteller (det eneste, der stadig var aabent) er ikke at finde i vores beskedne budget. Derfor maatte vi for foerste gang under vores rejse bide i det sure aeble og sove paa gaden under et halvtag.
Livet som rejsende kan jo vaere noget saa haardt; nogle gange maa man sove paa gaden og andre gange traenger man til at blive klippet - og det gjorde vi! Det viste sig imidlertid, at vi begge ligger inde med en fobi for den store sociale udfordring, at tage til en ny frisoer. Ynkeligt er det, men det kraevede en hel del mod fra vores side, og en enkelt oel til os hver var hvad der skulle til foer vi begav os op til Scissor Sisters Men's Funkymonks Hairstyling Saloon. Saksesoesteren havde dog foerst tid et par timer senere, og i Airlie Beach er det alment kendt, at der kun er en maade at slaa tiden ihjel paa - den lokale. Det gjorde oplevelsen ved frisoeren ganske anderledes...
Vi bookede os ind paa en tur med maxi yachten The British Defender som tog os paa en 2-dage/2-naetters tur ud til Whitsunday Islands. Det var en kaempe oplevelse! Skibet sejlede, blandt mange andre destinationer, ud til Whitehaven Beach, der med det azurblaa hav og det kridhvide sand er en ubegribelig flot strand, der dagligt forsvinder og opstaar i takt med tidevandet. Den stoerste del af oplevelsen med The British Defender var dog, at vi havde mulighed for baade snorkling og dykning ved koralrevet, isaer sidstnaevnte faldt i redaktionens smag!

I skrivende stund befinder vi os i Cairns, som er vores endedestination. Herfra har vi et fly d. 31. maj der gaar til Darwin, hvorfra vi flyver til Singapore, Kuala Lumpur, London og til slut Billund. Ja det skal blive godt med en masse mellemlandinger og lange transittider... Vi er hjemme d. 2. juni, hvis alt gaar godt. Og det er ikke sikkert, for turen gaar baade med Air Asia og Ryan Air. Livin' on the edge!

Tiden i Cairns har vi indtil brugt paa at sminke vores motoriserede koreaner op til salg og pt. venter vi paa at en ny haabefuld backpacker lader sig friste af at betale overpris for en bil i naesten perfekt stand. Kun en lille vaerkstedsregning venter, idet stoeddaempere, baerearme, vandpumpe, tandrem og bremseklodser traenger til en udskiftning. Naarh ja, saa er der ABS'en der ikke slaar til, radioen der ikke virker naar motoren er taendt, en motor der ikke kan staa i tomgang med airconditionen aktiveret, for slet ikke at tale om de plettede saeder, det bulede tag og et flaenset reservedaek der ligger i bagagerummet og venter paa at skuffe. Nuvel, det er smaating, og den skal hurtigt blive solgt.

Redaktionen har vaeret paa haardt arbejde med salgsannoncer og rengoering af bil, saa der har ikke vaeret meget tid til at opleve Cairns endnu. Naar det saa er sagt, brugte vi hele dagen igaar paa Cairns Blues Festival, der boed paa prominente navne som Eric Bibb, Phil Manning og Ian Moss (sidstnaevnte var en kaempe idiot at hoere paa, men aabenbart et stort navn i Australien). Af de mere ukendte navne gjorde isaer Mason Rack Band, Moondog's Gypsy Blues Band og Chase The Sun stort indtryk paa den evigt kritiske redaktion.

Med venlige og solbraendte hilsner vil redaktionen paa Verdens Bedste Blog slutte af med et par billeder.