Den sidste blog!

Hej igen.

Redaktionen har endelig haft tid til endnu en opdatering, selvom motivationen til blogskrivning, ligesom oekonomien, har vaeret stoedt dalende siden bilsalget. Livet i Cairns er ikke godt for en travl redaktion, som har maatte slaekke paa skriveriet til fordel for Piña Coladas, dykning, kinamad og des lige! Men en sidste, afsluttende og ganske dugfrisk bemaerkning paa Verdens Bedste Blog er altsaa nu paa gaden. Eksklusivt!!!

Efter ganske haarde men succesfulde bilforhandlinger med den sydkoreanske stormagt, var hoejkonjunktur en realitet. De trange tider var forbi, og vores vakkelvorne oekonomi var nu et overstaaet kapitel. I det mindste i et par dage... Som det ofte ses i opsvingstider, kastede redaktionen sig ud i et sandt extravaganza af en forbrugsfest uden lige. Ledelsen fremrykkede mange mere eller mindre uholdbare (se: ufinansierbare) investeringer, som f.eks. dykkercertifikater, flyvetur med Torben over koralrevet, biografture, 2x "ganske fine" aftener paa P.J. O'Briens og The Woolshed med mere. Livet i Cairns har saadan set vaeret lige til hoejrebenet, ogsaa selvom vi havde en uge med halvdaarligt vejr.

Livet i de trange tider. Vand til frokost...

Salget fejres!

Og pludselig er der raad til mere end vand.

Og vi kommer til Palm Cove.

Hvor man doer hvis man bader.

Lagunen ved Cairns' esplanade: Ingen stingers eller krokodiller.

Asiatisk kultur er meget fremtraedene i Cairns, og vi nyder "lidt" af den.

Vores traeningspool, hvor vi tilbragte en hel del timer, foer vi fik lov til at dykke ved revet.

Sandy Cay, Great Barrier Reef.

Great Barrier Reef set fra 200 meters hoejde.

Green Island, Great Barrier Reef.

Enden er naer, og timerne er ved at rende ud. Slaget er slaaet, klokken er gaaet, og den fede dame synger nu paa sidste vers. Der er ikke flere kroeller i turbanen, paererne er plukket, kilometerne er koert, bjoernen er skudt - skindet er solgt. JA, det lakker sandelig mod enden! Redaktionen vil takke af for denne gang, og dedikere den sidste tanke pa Verdens Bedste Blog til sangfuglen Frank! Vi ses i Billund d. 2/6-2011 kl. 10.25.

 

BREAKING NEWS!

Hejsa derhjemme!

Idag er en glaedens dag her pa redaktionen! Et festivitas uden sidestykke er ved at udspille sig i denne timen, her paa Cairns Holiday Park, idet vores sygdomsbefaengte stakkels undskyldning for et automobil netop er blevet solgt! Det lykkedes redaktionen aka. super-saelgerne/svindlerne, at saelge Kia'en, endda til en rigtig god pris. Koeberne, der ligesom bilen er af koreansk afstamning, (omend i noget bedre stand, ja det haaber vi da ihvertfald for dem, ellers staar det skidt til) var parate til at betale 3100 australske dollars, hvilket vi ikke kunne sige nej til. Vi gav selv 3500 dollars for bilens i dens velmagtsdage i Perth, saa alt i alt mener vi selv at have gjort en ganske fin handel! Hurra!

Redaktionen vil smutte igen! Nu skal der festes!

Naebdyr, Whitsunday Islands & Blues Festival

Hej med jer derhjemme!

Redaktionen paa Verdens Bedste Blog har vaeret paa haardt arbejde og endnu en dugfrisk opdatering er nu paa gaden.

Sidst i hoerte fra os befandt vi os i Rockhampton, hvorfra der ikke er meget at skrive hjem om. Vi bevaegede os derfor videre nordpaa til Mackay, og overnattede i den naertliggende Cape Hillsborough National Park. Trods overskyet vejr var det ikke til at overse stedets skoenhed, med regnskovsbeklaedte bjerge, sandstrande og palmer med kokosnoedder. Desvaerre kunne vi ikke rigtig bade i vandet, idet et vaeld af doedbringende skabninger ligger og venter. Stingersaessonen er endnu ikke helt overstaae, og badening uden "stingersuits" fraraades. Derfor bliver vi paa stranden. Man vil jo noedig grilles af en vandmand, eller aedes af en krokolisk for den sags skyld! Det tropiske Queensland har i det hele taget medbragt sig et helt nyt vandbaarent segment af den australske fauna, som det kan betale sig at vaere paa vagt overfor. Slangerne er efterhaanden den mindste bekymring.

Vi havde fra Mackay og Cape Hillsborough National Park let adgang til Eungella National Park som ligeledes er en regnskovslomme naer kysten. Vi maatte tvinge vores stakkels Kia over endnu en bumlet grusvej, og naar det ikke var grus vi koerte paa, var det vandloeb, der krydsede vejen. Emil matte flere gange gaa foran bilen og maale vanddybden, foer vandloebene kunne krydses. Vores besvaer blev dog beloennet, da vi til sidst naaede frem til et idyllisk og badevenligt vandhul naer Araluen Falls.
Eungella National Park er kendt for at huse det karakteristiske, australske naebdyr. En spoejs skabning, som bedst kan beskrives som en 1/3 and, 1/3 baever og 1/3 odder. Igen maatte Kiaen piskes over 20 kilometers stejl og kurvet vej foer vi kunne tage stilling ved siden af et vandhul, hvor det skulle vaere muligt at iagtage den saere skabning. Vi havde ikke de store forhaabninger, men det lykkedes os imod al forventning at spotte baade naebdyr og skildpadder. Succes!

Med vores travle rejseplan matte vi, efter vores eventyr i nationalparkerne naer Mackay, skynde os videre nordpaa til Airlie Beach, en festby, der funger som havn for de mange baade, der sejler turister ud til Whitsunday Islands. Det var en umulighed for os at finde overnatning, da vi ankom.
Vi var for sent fremme - alt var lukket, og penge til fine hoteller (det eneste, der stadig var aabent) er ikke at finde i vores beskedne budget. Derfor maatte vi for foerste gang under vores rejse bide i det sure aeble og sove paa gaden under et halvtag.
Livet som rejsende kan jo vaere noget saa haardt; nogle gange maa man sove paa gaden og andre gange traenger man til at blive klippet - og det gjorde vi! Det viste sig imidlertid, at vi begge ligger inde med en fobi for den store sociale udfordring, at tage til en ny frisoer. Ynkeligt er det, men det kraevede en hel del mod fra vores side, og en enkelt oel til os hver var hvad der skulle til foer vi begav os op til Scissor Sisters Men's Funkymonks Hairstyling Saloon. Saksesoesteren havde dog foerst tid et par timer senere, og i Airlie Beach er det alment kendt, at der kun er en maade at slaa tiden ihjel paa - den lokale. Det gjorde oplevelsen ved frisoeren ganske anderledes...
Vi bookede os ind paa en tur med maxi yachten The British Defender som tog os paa en 2-dage/2-naetters tur ud til Whitsunday Islands. Det var en kaempe oplevelse! Skibet sejlede, blandt mange andre destinationer, ud til Whitehaven Beach, der med det azurblaa hav og det kridhvide sand er en ubegribelig flot strand, der dagligt forsvinder og opstaar i takt med tidevandet. Den stoerste del af oplevelsen med The British Defender var dog, at vi havde mulighed for baade snorkling og dykning ved koralrevet, isaer sidstnaevnte faldt i redaktionens smag!

I skrivende stund befinder vi os i Cairns, som er vores endedestination. Herfra har vi et fly d. 31. maj der gaar til Darwin, hvorfra vi flyver til Singapore, Kuala Lumpur, London og til slut Billund. Ja det skal blive godt med en masse mellemlandinger og lange transittider... Vi er hjemme d. 2. juni, hvis alt gaar godt. Og det er ikke sikkert, for turen gaar baade med Air Asia og Ryan Air. Livin' on the edge!

Tiden i Cairns har vi indtil brugt paa at sminke vores motoriserede koreaner op til salg og pt. venter vi paa at en ny haabefuld backpacker lader sig friste af at betale overpris for en bil i naesten perfekt stand. Kun en lille vaerkstedsregning venter, idet stoeddaempere, baerearme, vandpumpe, tandrem og bremseklodser traenger til en udskiftning. Naarh ja, saa er der ABS'en der ikke slaar til, radioen der ikke virker naar motoren er taendt, en motor der ikke kan staa i tomgang med airconditionen aktiveret, for slet ikke at tale om de plettede saeder, det bulede tag og et flaenset reservedaek der ligger i bagagerummet og venter paa at skuffe. Nuvel, det er smaating, og den skal hurtigt blive solgt.

Redaktionen har vaeret paa haardt arbejde med salgsannoncer og rengoering af bil, saa der har ikke vaeret meget tid til at opleve Cairns endnu. Naar det saa er sagt, brugte vi hele dagen igaar paa Cairns Blues Festival, der boed paa prominente navne som Eric Bibb, Phil Manning og Ian Moss (sidstnaevnte var en kaempe idiot at hoere paa, men aabenbart et stort navn i Australien). Af de mere ukendte navne gjorde isaer Mason Rack Band, Moondog's Gypsy Blues Band og Chase The Sun stort indtryk paa den evigt kritiske redaktion.

Med venlige og solbraendte hilsner vil redaktionen paa Verdens Bedste Blog slutte af med et par billeder.

Whitsunday Islands, Emil er glad

Whitsunday Islands, Solnedgang

The British Defender

The Whitsunday Islands, Blaat vand og oe

Whitsunday Islands, Whitehaven Beach

Bowen, Latterlig stor mango

Cairns Blues Festival, Nikolaj er glad

Cairns Blues Festival, Eric Bibb er ogsaa glad

Depression & Meat Pies

Hej med jer!

Det er ved at vaere laenge siden redaktionen sidst har vaeret paa arbejde, saa her er et lille livstegn. Vi har efterhaanden vaeret afsted i mere end tre maaneder, og vi har endnu ikke revet hovederne af hinanden, faktisk lever vi i bedste velgaaende.
Der er sket en hel del siden sidst i hoerte fra os, hvor vi befandt os i Sydney med forkoelelse og oedelagt bil. Bilen er fikset for en overkommelig sum og spinder nu som en mis igen og Nikolaj er ganske kureret. Han spinder ogsaa som en mis igen.

Som de gode turister vi bestemt mener vi er (vi var jo i Sydney), kickstartede vi opholdet med at tage de obligatoriske 800 billeder af Operahuset og Harbour Bridge. Den japanske fotohaer var som altid paa sin plads, men det kom ikke som nogen overraskelse. Turistfoelelsen var fuldendt, men det oedelagde dog ikke det samlede indtryk af Sydneys karakteristiske havn. Gu' gjorde det saa, siger Emil! Da vi blev traette af det hektiske liv i storbyen, drog vi mod The Blue Mountains som er et fantastisk naturskoent omraade blot en timens koersel fra storbyen. Ogsaa her blev de obligatoriske billeder taget i selskab med de mange japanere og deres Nikon- og Cannonarsenal. Det hjalp dog en hel del paa turistmylderet da vi naeste dag tog paa bushwalking i en knap saa promoveret afkrog af nationalparken. Vi tog tilbage til Sydney, hvor vi fik vores koreanske vidunder gjort knap saa livsfarligt og vi var klar til at koere mod det tropiske nord. 

Og nordpaa er vi kommet! Vi er for laengst kommet af med de kolde naetter, faktisk boevler vi nu med massiv varme. De kolde naetter er ikke det eneste vi er sluppet af med, idet vores tyske kompagnon stod af i Port Macquarie. Han teamede op med tyske artsfaeller som han moedte i Sydney. Disse var baade motoriserede og tysktalende, og saa var vi ikke gode nok laengere. Det var ganske fint, for vi var alligevel ved at blive traette af ham, men hvis vi engang kommer forbi Bremen skulle han nok invitere til en oel eller to. Med en hel del mere plads i den lille Kia, fortsatte vi nordpaa til Byron Bay. Herfra gik vejret helt ad helvede til, og en mindre depression ramte os begge, da vejrudsigterne ikke lovede godt nyt. I regnvejr er der ikke meget fis ved nationalparker, bjergformationer og andre flotte steder. Derfor gik vi i stedet i krig med andre aspekter af rejselivet og tog ud for at se noget kultur - noget der ikke ligefrem har vaeret placeret hoejt paa dagsordenen de sidste tre maaneder. I vores kulturhungrende iver koerte vi til byen Nimbin, som er kendt for alternativ livsfoersel og en udbredt afstandtagen til forbrugersamfund og kommercialisering. I praksis er Nimbin bare et 60'er-levn af en gammel hippiehoejborg, og der var ingen tvivl om hvad de mange gadesaelgere ivrigt forsoegte at saelge os. Vi gik lidt rundt i gaderne og betragtede byen der paa mange maader virkede som en australsk pendant til Thylejren. Vi takkede nej til det der hazzzz, og koerte til Tweed Heads der ligger paa graensen til Queensland.

Tweed Heads markerer starten paa The Gold Coast, en 100 kilometer lang straekning fyldt til randen med badehoteller, surfere og alt hvad der hoerer sig til. Stedet er beskrevet som australiernes Mallorca, saa forventningerne var skyhoeje. Men regnvejret plagede stadigvaek, og der var ikke meget badeferiestemning at spore over Guldkysten. Depressionen naaede sit zenit, og i et eskapistisk forsoeg paa at faa vores triste sind vaek fra regnvejret begav vi os ud paa en opdagelsesrejse i det australske koekken. En ikke saa daarlig oplevelse endda, hvis man kan lide koed. Den fik fuld smadder med kaengurusteaks, sausage rolls og meat pies. Sidstnaevnte er en lille guldklump, som vi kun kan fortryde at vi ikke har opdaget noget foer. Koedtaerten er vitterligt en australsk traditionsspise som fortjener haeder og aere, og vi boer ikke toeve med at indfoere dette smagsvidunder i Danmark. Det er en gastronomisk konstruktion bestaaende af butterdej og koedsovs - hvordan kan man ikke elske det? FANTASTISK!

Herefter aflagde vi Brisbane et kort (og obligatorisk) visit, men flygtede relativt hurtigt fra storbyens jag. Regnvejret lagde sig og efter baade kulturel og gastronomisk turisme fra vores side, var det paa sin plads med noget afslapning. Derfor tog vi til North Stradbroke Island, en lille stillehavsoe ud for Brisbane. Her gik vi paa opdagelse, hvorefter den stod paa badeferie (og meat pies & Coopers Pale Ale). Depressionen var nu officielt ovre, kanon!

Da vi kom tilbage til fastlandet tog vi nordpaa til Caloundra, hvor vi fortsatte samme afslappede feriestil. Efterhaanden foelte vi dog for at opleve noget nyt, og tog derfor til Australia Zoo, som er ejet af Terri Irwin, krokodillejaegeren Steve Irwins enke. Samme dag besoegte vi Glasshouse Mountains, en nationalpark med nogle meget specielle vulkaniske klippeformationer. Herfra koerte vi til Rockhampton, hvor vi befinder os i skrivende stund.

Som sagt siger billeder mere end tusinde ord, saa derfor...

Obligatorisk Billede #1: Harbour Bridge

Obligatorisk Billede #2: Operahuset

Obligatorisk Billede #3: De Tre Soestre, Blue Mountains

Dinosaur paa Australia Museum i Sydney

Usoigneret Billede #1: Sejltur paa Myall Lakes. Emil er glad.

Usoigneret Billede #2: Nikolaj og Jonathan Ulrich.

The Great Depression, Tweed Heads

Martial Arts i Lamington National Park.

Vores stillehavsoe ud for Brisbane

Stillehavsoen. Her er sgu dejligt.

Verdens mest nice dyr, koalaen. Australia Zoo.

Underlig sten, Glasshouse Mountains.

Underlig sten #2 (+ folk vi ikke kender, kanon!) 

 

 

 

 

Bjerge, bushwalking og doedsmaskiner!

Hej med jer!

Ja det er jo ved at vaere laenge siden, at vi er kommet med en fyldig opdatering af vor faerden paa det australske fastland. Derfor er det ogsaa tid til en mindre indfoeren i vore gerninger her paa den sydlige halvkugle. Sidst i hoerte fra os befandt vi os i Melbourne. Der er imidlertid loebet meget vand under broen og per tid befinder vi os i Sydney. Men hvordan kom vi hertil?

Jo. Vi tilbragte et par dage, mere end forventet, i Melbourne idet vi moedte de flinkeste mennesker man maaske kan forestille sig. Planen var en enkelt overnatning i byen, men saadan skulle det ikke gaa. Et hollandsk par forenede os endnu engang om det forfaerdelige projekt; "Papvin"(i backpackerkredse kendt som goon), som vi jo nok maa erkende har faaet taget paa os. En sommerlig festivalsstemning spredte sig, i takt med at vi annekterede et efterhaanden stoerre og stoerre omraade af campingpladsen, der i sig selv ikke boed paa andet end stiknarkomaner og voldsmaend. Man maa jo gaa paa kompromis naar man er paa budget, og en campingplads lige opad den lokale asfaltfabrik maa goere tricket. Vi noed opholdet i Melbourne i fulde drag, men maatte (desvaerre) drage videre.

Efter vores slumvaerdige afsked med Melbourne, Australiens uofficielle kulturhovedstad, drog vi sydpaa mod Wilsons Promontary National Park. Vejrguderne var paa det givne tidspunkt ikke med os, og vi matte finde os i et regnvejr af mere end hjemmelig karakter. Vi havde i samarbejde med den lokale ranger planlagt og provianteret til en 2 til 3-dages vandretur i nationalparken. Paa grund af det voldsomme vejr besluttede vi os dog for at udskyde turen med en enkelt dag. Dagen efter var vejret ikke meget bedre, og vi hoerte i nyhederne, at folk var blevet reddet ud af natioalparken med helikoptere paa grund af uvejret. Nationalparken var i denne anledning lukket.

Vi blev enige med os selv om at det ikke var vaerd at vente paa bedre vejr, og flygtede istedet nordpaa mod det australierne kalder "The Australian Alps". Her vi slog vi os saaledes ned i den hyggelige alpeby, Bright. Maalet var at bushwalke i hoejlandet, og allerede paa foerstedagen noed vi solskin, og optimale forhold for opdagelser i Mount Buffalo National Park. Dagen efter valgte Nikolstegens ankel dog paa mystisk vis at invalidere sig selv, og vi matte indstille vores bushwalking paa ny. Der gik fem dage foer Nikohapsen var fit for fight igen, og under ventetiden lykkedes det naturligvis for vores tyske rejsekammerat at paadrage sig en mesterlig solforbraending. Vi kom dog over alle vores svagelige skavanker, og inden laenge var vi i fuld gang med at udforske omraadets yderst imponerende og sevaerdige natur. Den uhyre doedsensfarlige doedsmaskine Jonathan Ulrich var faa cemtimeter fra at traede paa en dejlig og imoedekommende giftig brown snake, men slap med skraekken, og ikke meget senere farede vi vild som en konsekvens af vores yderst mangelfulde evner i kortlaesningens fantastiske univers. Vi fandt dog tilbage og matte betragte denne bedrift som en sejr. Derfor saa vi heller ingen grund til ikke at give os i kast med en endnu stoerre udfordring dagen efter. "A Very High Level of Fitness is Required for this Track" var hvad de sagde, men ikke desto mindre lykkedes det Emil Mikkelsen og co. at slaebe deres ferieroeve hele vejen til toppen af Victorias stoerste bjerg, Mt. Buffalo. Det var pissehaardt, og naeste gang vi bestiger et bjerg staar den nok paa Everest eller noget der minder om.

Efter vores australske alpeeventyr besluttede vi os for at koere mod Snowy River National Park. Stedet boed paa om muligt endnu mere spetakulaere syn end vores alpine klatregaerninger kun faa dage forinden. Kun forstyret af en traels og vaemmelig stor satan af en halvanden meter lang slange (giftig eller ej vides ikke) noed vi synet af store vandfald og Australiens stoerste kloeft. Lejrbaal og madlavning i det fri bliver man heller ikke traet af lige med det samme, og i loebet af natten blev vi flere gange vaekket af det australske vildliv, der noed godt af den sidste pasta bolognese som vi ikke spiste op. Dagen efter satte vi kursen mod australiens hovedstad, Canberra. Den australske fauna er imidlertid ikke saa nem at slippe af med. Skaebnen ville os ihvertfald, at vi med en 70-80 km i timen pludselig havde en kaenguru springende ind paa vejen ganske faa meter foran os. En motoriserede skraldespand af en Kia Rio koeber man jo hverken paa grund af motorkraft, sikkerhed eller sexappeal. Brugtprisen er derimod helt i bund, er derfor er det vel naesten naivt at forvente at ABS systemet klarer sit job, og at bilen bremser paa en nogenlunde forudsigelig maade... Ikke desto mindre hoevler vi kaenguruen til dommedag, og sekunder senere er den koreanske doedsfaelde omsider bragt til standsning i en roegsky af afbraendte daek. Ja, forkert er det nok ikke at paastaa at sikkerheden i en koreansk Kia Rio er ringere end i en vaad papkasse, og at styreegenskaberne er paa hoejde med en gammel doed sofa, men bilen overlevede dog moedet med kaenguruen og vi kom frem til Canberra. Her tilbragte vi 2 dage hvor vi blandt andet besoegte Parliament of Australia og det australske National Art Gallery. Sidstnaevnte var grundet vores ikke-eksisterende interesse for aboriginerkunst ikke den store succes, men vi noed dog alligevel vores relativt korte ophold i Canberra, foer vi tog til Sydney, hvor vi befinder os nu.

Internettiden er saa smaat ved at loebe ud, sa vi vil goere det samme.
Mvh.
Nikolaj & Emil

Billeder fra de varme lande

Aber hallo! 

Vi malede maaske fanden paa vaeggen sidst. Slangerne holdte sig til franskmaendene og vi fik fred for farlige dyr, derfor et lille livstegn fra os.

Vi plukkede frugt i en uge foer vi vendte tilbage til Melbourne, hvor vi sidder nu. Der er fordele og ulemper ved storbyer, og vores dyrt indkoebte parkeringsbillet loeber snart ud, saa vi har ikke tid til at forfatte den helt store svada. I stedet for uploader vi nogle billeder fra de sidste 2-3 uger. Billeder siger jo som bekendt mere end tusinde ord, saa det er kanon.

Bilen er pakket til bristepunktet og besaetningen er svaert positivt indstillet, navnlig kaptajn, navigatoer og styrmand Nikosteg er fit for fight.

Vi har kun lige forladt Adelaide, og den Tyske Haevner finder sig godt til rette med den Irske Skurk.

Emil er virkelig glad. Det er en meget blaa soe, siger Emil.

Bilen er gemt i sikkerhed fra rangeren i The Grampians, der konstant leder efter ulovligt camperende turister.

Bushwalking i The Grampians. Emil er stadig glad.

Vi naaede toppen og det blev fejret.

De Tolv Apostle og de Fire Musketerer uden svaerd ... eller aere. Faktisk bare fire turister. Oev.

Det obligatoriske solnedgangs-billede af de Tolv Apostle.

Nikolaj er ogsaa glad

Du doer hvis du gaar her ind.

Emil er ligeglad... Men stadig ret glad.

Nikolaj udligner sin fejl.

... Med succes.

Emil er ikke glad, han er gangsta i Melbourne.

Nikolaj er ogsaa en haard banan.

Emil er klog.

2 - 1 til Nikolaj

Hej igen.

Redaktionen paa Verdens Bedste Blog har igen taget fejl af tiden og derfor har den seneste opdatering maatte vente paa sig. Men idag er en god anledning til at berette om vores eventyr i det australske. Og hvorfor saa det? Jo, vi forventer nemlig at vi stiller traeskoene i loebet af i morgen. Vi har faaet pispaereplukkerarbejde paa en pispaerefarm hos en gut der hedder Chris. Det er et rigtig festligt sted. Koekkenet er overrendt af fluer, myg og andet guf, og toiletfaciliterne faar os helt til at mindedes de glade dage paa Nullabor Plain. For fem dage siden braekkede en pige kravebenet fordi hun faldt ned fra et paeretrae, og saa sent som idag var der en franskmand der blev bidt af en giftig slange. Faunaen faar os sgu nok denne gang. Spoergsmaalet er bare om det er en slange eller en edderkop der faar aeren. Derfor fungerer denne opdatering ogsaa som et potentielt farvelbrev, og ha' ikke de store forventninger til vores helbred hvis ikke i hoerer fra os indenfor 2 uger.

Paa trods af de moerke forventninger til fremtiden har vi det straalende. Vi havde en fornem tid i Adelaide hvor vi noed godt af de mange flinke mennesker vi moedte. Det var det rigtige tidspunkt at vaere i Adelaide paa, da den aarlige Fringe Festival lige var blevet skudt igang. Derfor havde vi lejligheden til at opleve en masse gratis koncerter samt gadeartister, og en i det hele taget levende storby. Adelaide var ogsaa byen hvor vi moedte vores to nuvaerende rejsekammerater, den irske skurk, Jack O'Connor und der Deutsche Kriegsmaschinerei von Bremen, Jonathan Ulrich. Man fik os overtalt til at omlaegge ruten og slaa en smut forbi Melbourne. Hva' fa'en, det er kun en 800 kilometer detour.

Turen fra Adelaide til Melbourne var en oplevelsesrig affaere. Vi faldt supergodt i spaend med vores nye venner, men helt gnidningsfrit gaar det jo aldrigt. Primaert paa grund af verdens, maaske, mest dovne irer og en temperamentsfuld tysker som man jo kender dem. ORDNUNG MUSS SEIN! Det viste sig at ingen af dem vidste hvordan man rejser et telt, og pludselig var det os der gjorde den som vildmarkens betvingere. Herregud, lidt tips og tricks har vi da naar det kommer til det vilde campingliv, men den helt store Bear Grylls er der realistisk set ingen af os der kan bryste sig med at vaere. Men det vidste de jo ikke, og straks vendte vi naesen mod en vildmarkstur i The Grampians, der blandt andet boed paa bjergklatring og overnatninger i det fri. Det var en mageloes oplevelse at se solen staa op over bjergene imens kaenguruer spiste taet ved. Vi spiste vores morgenmad og haandfodrede nogle papegoejer, foer vi vandrede op mod Beehive Falls der gav os turens hidtil bedste udsigt. Samme dag saa vi solen gaa ned over De Tolv Apostle, ved The Great Ocean Road og vores rejse til Melbourne lod til at gaa op i en hoejere enhed. Ganske ansvarligt og uden problemer gjorde vi den, dagen efter, som turister paa den 250 kilometer lange Great Ocean Road. Med regnskov paa den ene side og Southern Ocean paa den anden noed vi straekningen i solskin. Eneste, men ret solide minus, var da Nikostegen valgte at laase noeglen inde i bilen midt inde regnskoven. Uden penge, telefon eller mulighed for vejhjaelp matte vi tage sagen i egen haand. Efter en halv times tid lykkedes det Nikolaj at dirke laasen op med en boejle som Emil fandt. Vi takker igen den canadiske frelser for at hans grundige lektioner udi biltyveriets forunderlige univers. I det hele taget har det her med at laase bilnoeglerne inde vist sig at vaere et generelt tema for hele turen i Australien. Vi laerer nemlig ikke af vores fejl, og saa sent som idag har Nikolaj igen laast noeglerne inde. 2-1 til Niko. Med rutinen paa vores side slog vi ny rekord, og vores australske publikum paa pispaerefarmen maatte tage hatten af for vores lyssky ekspertise. Naeste gang stjaeler vi sgu en Porsche!

Vi maa hellere komme videre. Vi skal tidligt op i morgen og plukke paerer, og skulle doeden indtraeffe nytter det jo ikke at vaere soevnig. Vi har ikke lige faaet banket noget testamente sammen, saa vores jordiske ejendele maa i selv slaas om hvis det taenkelige skulle ske.

Ses saa laenge
/Nikolaj og Emil

PS: Vi ville meget gerne have smidt nogle billeder op, men det gratis WiFi paa Mc Donalds er ikke for hurtigt, saa det maa vente.