Bjerge, bushwalking og doedsmaskiner!

Hej med jer!

Ja det er jo ved at vaere laenge siden, at vi er kommet med en fyldig opdatering af vor faerden paa det australske fastland. Derfor er det ogsaa tid til en mindre indfoeren i vore gerninger her paa den sydlige halvkugle. Sidst i hoerte fra os befandt vi os i Melbourne. Der er imidlertid loebet meget vand under broen og per tid befinder vi os i Sydney. Men hvordan kom vi hertil?

Jo. Vi tilbragte et par dage, mere end forventet, i Melbourne idet vi moedte de flinkeste mennesker man maaske kan forestille sig. Planen var en enkelt overnatning i byen, men saadan skulle det ikke gaa. Et hollandsk par forenede os endnu engang om det forfaerdelige projekt; "Papvin"(i backpackerkredse kendt som goon), som vi jo nok maa erkende har faaet taget paa os. En sommerlig festivalsstemning spredte sig, i takt med at vi annekterede et efterhaanden stoerre og stoerre omraade af campingpladsen, der i sig selv ikke boed paa andet end stiknarkomaner og voldsmaend. Man maa jo gaa paa kompromis naar man er paa budget, og en campingplads lige opad den lokale asfaltfabrik maa goere tricket. Vi noed opholdet i Melbourne i fulde drag, men maatte (desvaerre) drage videre.

Efter vores slumvaerdige afsked med Melbourne, Australiens uofficielle kulturhovedstad, drog vi sydpaa mod Wilsons Promontary National Park. Vejrguderne var paa det givne tidspunkt ikke med os, og vi matte finde os i et regnvejr af mere end hjemmelig karakter. Vi havde i samarbejde med den lokale ranger planlagt og provianteret til en 2 til 3-dages vandretur i nationalparken. Paa grund af det voldsomme vejr besluttede vi os dog for at udskyde turen med en enkelt dag. Dagen efter var vejret ikke meget bedre, og vi hoerte i nyhederne, at folk var blevet reddet ud af natioalparken med helikoptere paa grund af uvejret. Nationalparken var i denne anledning lukket.

Vi blev enige med os selv om at det ikke var vaerd at vente paa bedre vejr, og flygtede istedet nordpaa mod det australierne kalder "The Australian Alps". Her vi slog vi os saaledes ned i den hyggelige alpeby, Bright. Maalet var at bushwalke i hoejlandet, og allerede paa foerstedagen noed vi solskin, og optimale forhold for opdagelser i Mount Buffalo National Park. Dagen efter valgte Nikolstegens ankel dog paa mystisk vis at invalidere sig selv, og vi matte indstille vores bushwalking paa ny. Der gik fem dage foer Nikohapsen var fit for fight igen, og under ventetiden lykkedes det naturligvis for vores tyske rejsekammerat at paadrage sig en mesterlig solforbraending. Vi kom dog over alle vores svagelige skavanker, og inden laenge var vi i fuld gang med at udforske omraadets yderst imponerende og sevaerdige natur. Den uhyre doedsensfarlige doedsmaskine Jonathan Ulrich var faa cemtimeter fra at traede paa en dejlig og imoedekommende giftig brown snake, men slap med skraekken, og ikke meget senere farede vi vild som en konsekvens af vores yderst mangelfulde evner i kortlaesningens fantastiske univers. Vi fandt dog tilbage og matte betragte denne bedrift som en sejr. Derfor saa vi heller ingen grund til ikke at give os i kast med en endnu stoerre udfordring dagen efter. "A Very High Level of Fitness is Required for this Track" var hvad de sagde, men ikke desto mindre lykkedes det Emil Mikkelsen og co. at slaebe deres ferieroeve hele vejen til toppen af Victorias stoerste bjerg, Mt. Buffalo. Det var pissehaardt, og naeste gang vi bestiger et bjerg staar den nok paa Everest eller noget der minder om.

Efter vores australske alpeeventyr besluttede vi os for at koere mod Snowy River National Park. Stedet boed paa om muligt endnu mere spetakulaere syn end vores alpine klatregaerninger kun faa dage forinden. Kun forstyret af en traels og vaemmelig stor satan af en halvanden meter lang slange (giftig eller ej vides ikke) noed vi synet af store vandfald og Australiens stoerste kloeft. Lejrbaal og madlavning i det fri bliver man heller ikke traet af lige med det samme, og i loebet af natten blev vi flere gange vaekket af det australske vildliv, der noed godt af den sidste pasta bolognese som vi ikke spiste op. Dagen efter satte vi kursen mod australiens hovedstad, Canberra. Den australske fauna er imidlertid ikke saa nem at slippe af med. Skaebnen ville os ihvertfald, at vi med en 70-80 km i timen pludselig havde en kaenguru springende ind paa vejen ganske faa meter foran os. En motoriserede skraldespand af en Kia Rio koeber man jo hverken paa grund af motorkraft, sikkerhed eller sexappeal. Brugtprisen er derimod helt i bund, er derfor er det vel naesten naivt at forvente at ABS systemet klarer sit job, og at bilen bremser paa en nogenlunde forudsigelig maade... Ikke desto mindre hoevler vi kaenguruen til dommedag, og sekunder senere er den koreanske doedsfaelde omsider bragt til standsning i en roegsky af afbraendte daek. Ja, forkert er det nok ikke at paastaa at sikkerheden i en koreansk Kia Rio er ringere end i en vaad papkasse, og at styreegenskaberne er paa hoejde med en gammel doed sofa, men bilen overlevede dog moedet med kaenguruen og vi kom frem til Canberra. Her tilbragte vi 2 dage hvor vi blandt andet besoegte Parliament of Australia og det australske National Art Gallery. Sidstnaevnte var grundet vores ikke-eksisterende interesse for aboriginerkunst ikke den store succes, men vi noed dog alligevel vores relativt korte ophold i Canberra, foer vi tog til Sydney, hvor vi befinder os nu.

Internettiden er saa smaat ved at loebe ud, sa vi vil goere det samme.
Mvh.
Nikolaj & Emil